U 15-piger ikke helt oppe i gear
På en skøn efterårsdag skulle U 15 Vest-piger møde Fortuna Hjørring, som inden opgøret stod på fire point. Dermed ville vi med en sejr være lige i hælene på dem.
Vi havde desværre afbud fra to vigtige spillere, Majken Frost og Julie Frank, hvilket ikke gjorde opgaven nemmere. Men med dem ude, måtte andre træde i karakter.
Vi talte om at være klar fra start, hvilket vi desværre ikke var. Efter fem minutter fik Fortuna spillet sig igennem og bragte sig foran 1-0. En omstilling hvor vi ikke så alt for godt ud.
Herfra begyndte vi langsomt at overtage spillet og pressede Fortuna længere tilbage på banen. Vi ramte ikke hinanden ret godt, men vi spillede lange bolde og måtte kæmpe på andenboldene. Alt det vi ikke havde talt om, gjorde vi i det meste af halvlegen.
Men på trods af ovevægt i spillet kom vi kun til halve chancer. Pigerne har simpelthen glemt at turde spille fodbold, hvilket vi skal arbejde på i de næste træninger. Vores bedste chance kom ved Tanja Pedersen, ny spiller fra Aars, 25 minutter inde i halvlegen, da hun fik driblet sig fri og fik sendt en fornuftig afslutning afsted mod målet.
I pausen talte vi om at vi skulle turde spille fodbold og sætte dem under pres, da de helt klart var til at tale med. Vi var bedre på mange pladser.
Men fem minutter efter pausen kom Fortuna mod baglinjen, og på et indlæg kom Kathrine desværre til at sætte bolden i eget mål hårdt presset af en modspiller.
Herefter trak Fortuna sig langt tilbage på banen og ville absolut intet fremad. Vi kom også til et par store chancer, den største til debutanten Natasja Ludvigsen efter godt opspil af Signe og Laura på midten af banen. Signe kunne have afsluttet selv, men meget uselvisk spillede hun Natasja fri, men en Fortuna-spiller kom på tværs.
10 minutter før tid kom vi bagud 0-3 på et nyt indlæg hvor vi ikke fik kommunikeret.
Det var okay, at Fortuna vandt, men igen desværre på scoringer, som de ikke selv spiller sig frem til - men på vores fejl. Fortuna er et hold, som vi bør slå i stærkeste opstilling, så vi ser frem til revanchen på udebane.
Vi skal begynde at score på vores målchancer, så tirsdagens træning kommer til at stå på afslutninger og opspil. Vi skal have vendt bøtten og har kamp allerede igen torsdag mod Vodskov hjemme. Fredag aften gælder det en kamp på udebane mod FC THY.
Med venlig hilsen
René Qvist
Cheftræner for U 14-U 15-piger samt U 17-piger i SIF Fodbold