U 15 Vest 2 får besøg af topholdet
Det er med at komme op på hesten igen, når U 15 Vest 2-drengene tager imod puljens førerhold fra Hjørring IF (HI) tirsdag aften 23/5 med kampstart kl. 18.30.
Det ærgerlige pointtab i sidste minut i 3-3-kampen i den seneste kamp hjemme mod Frederikshavn fI (FfI) skal rystes ud af krop og sjæl, og så skal fokus rettes ind på at lave en rigtig god præstation mod HI, der kommer til Støvring med fem sejre og to uafgjorte som ballast - og det rækker til førstepladsen fire point foran Thisted FC, der dog har spillet en kamp færre.
For SIF-mandskabet er banen kridtet hårdt op til forårets sidste fire kampe i Vest 2-puljen. Det gælder om at presse sig foran FfI og vinke farvel til den aktuelle femteplads, hvis billetten til efterårets U 16-drenge Liga 2 skal indløses via den automatiske ombrydning.
Foruden HI hjemme mangler SIF-mandskabet at møde Hobro IK, Thisted FC og St. Restrup IF på udebane, mens FfI slutter af i deres tre sidste kampe mod St. Restrup IF hjemme, Thisted FC hjemme og Hjørring IF ude. Både FfI og SIF har 4 point på kontoen - men FfI har alså spillet en kamp mere.
Og FfI er bedst indbyrdes med SIF efter 2-2 i Frederikshavn og 3-3 i Støvring i de indbyrdes kampe, så SIF skal hente flere point end FfI i de afsluttende kampe for at presse sig forbi frederikshavnerne.
I forårets første indbyrdes opgør i Hjørring vandt HI 3-1 over U 15 Vest 2-drengene.
Læs her mere om 3-3-hjemmekampen mod FfI:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/triumf-blev-til-aergrelse-i-overtiden/
U 14 1-pigerne - 11-mandsfodbold - spiller også hjemme denne tirsdag aften. Modstanderen er Ommersyssel IF, og der er kickoff kl. 18.00.
Det samme gælder U 12 C-pigerne - 8-mandsfodbold. De møder RKG Klarup med kampstart kl.18.00.