Menu

U 16-piger klar til JM i A-rækken

image U 16-pigerne i en situation under NM-stævnet i den forgangne weekend. Fotos: U 16-piger
Af Morten Bang Henriksen
23. januar 2018 kl. 10:59
Pigerne fra Støvring IF bookede i den forgangne weekend ved regionsmesterskaberne (NM) i Fiberhallen i Hjørring billet til det Jyske Mesterskab for U 16-piger A i indefodbold. JM-finalestævnet afvikles 3.-4. februar i Hurup i Thy. Læs mere her...

Efter et nederlag i den første kamp mod de senere nordjyske mestre DHF&K på 2-5 blev pladsen ved JM sikret i et par nervepirrende opgør.

Først mod Rebild Syd, som på forhånd var udset til den modstander, vi bare skulle slå, hvis vi ville videre til JM. Men kampen startede bestemt ikke som ønsket, og efter bare 10 sekunder viste måltavle 0-1. Allerede kort efter vi havde givet bolden op igen, serverede vi en ny stor chance til modstanderne, som var tæt på at lukke kampen nærmest, inden den var startet. Derefter fik vi spillet os mere og mere ind i opgøret og endte med en sejr på 3-2, hvor vi til sidst havde et fint overtag på lokalrivalerne.

Med de tre point og Rebilds efterfølgende nederlag til DHF&K var pladsen ved JM allerede sikret inden det sidste opgør mod forhåndsfavoritterne fra AaB. Forklaring: Både Region 1 (Nordjylland) og Region 3 bidrager med hver tre hold til JM og Region 2 med to hold, idet der ikke var regionsmesterskaber for U 16-piger i Region 4. Normalt består JM-feltet af to hold fra hver af de fire regioner under DBU Jylland.

Opgøret mod AaB var derfor en duel om sølvmedaljerne, da AaB også stod med tre point. Det blev en kamp, hvor vi fik vist vores største kvalitet - forsvarsspillet. Modstanderne har gennem hele sæsonen haft meget svært ved at score på os, og på samme vis gik det AaB med bl.a. den tidligere SIF-spiller Sofie Quist på holdet. Der blev lukket helt ned, og AaBs afslutninger blev gennem kampen mere desperate og pressede, hvilket gav os muligheder for flere mål end det ene, Fie satte ind fra egen halvdel efter en af de mange blokeringer, forsvaret fik sat ind. Kampen endte 1-1, hvilket der var mere tilfredshed med i SIF-lejren end hos modstanderne. Desværre rakte det ikke til sølv, da AaB endte med en bedre målscore end os.

Vi ser nu frem mod det Jyske mesterskab i weekenden 3.-4. februar i Hurup i Thy.

SIF-holdet ved Regionsmesterskaberne var: Emma Buus, Emma Damgaard, Emma B. Sørensen (U 15), Fie Bols, Malene Jensen og Nikita Hartmann. I løbet af sæsonen har også Anna Andreasen (U 15) og Mathilde Maj Pedersen (U 15) været at finde på holdkortet.

Med sportslig hilsen
Morten Bang Henriksen, træner for U 16-pigerne

 

LÆS OGSÅ: 

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/sif-piger-klar-til-regionsmesterskaber/

Link til DBU Jyllands hjemmeside:

https://www.dbujylland.dk/nyheder/2018/januar/jm-indefodbold

Luk