U 17-drenge vendte 0-2 til sejr på 3-2
Så fik U 17-drengene i U 17 Vest efterårets første sejr.
3-2 på udebane over Jammerbugt FC blev det til søndag eftermiddag 13/9, og med den sejr kom SIF-mandskabet væk fra de placeringer, der betyder degradering til forårets U 17 1-række.
Men det var noget af et drama, U 17-gutterne måtte igennem i Pandrup denne søndag.
I første halvleg - som SIF slap rigtig skidt fra - kom Jammerbugt FC nemlig foran både 1-0 og 2-0 i situationer, hvor SIF-forsvaret var alt for gavmildt og slet ikke fik generet boldholderen i tide. I begge tilfælde snoede en Jammerbugt-spiller sig fri trods det faktum, at han var omgivet af - for passive - SIF-spillere, og generelt ville hjemmeholdets spillere det mere i de første 40 minutter.
SIF fik dog reduceret til 2-1 i slutfasen af første halvleg. Det skete på et straffespark, da Marcus Skovhus Pedersen blev kanten i feltet. Rasmus Brendborg omsatte i sikker stil den mulighed til at sætte bolden i nettet. Inden pausen indkasserede Jammerbugt FC også et gult kort - det første af fire gule og to røde kort i opgøret.
SIF-mandskabet fik en større opsang af cheftræner Lars Ovesen i pausen, og der blev da også vist helt andre takter efter pausen, hvor dommeren i slutfasen delte lige rigeligt ud af kort af både gul og rød kulør.
Det var god moral af SIF-spillerne, at de stemplede ind i de sidste 40 minutter.
Det blev 2-2, da Marcus Skovhus Pedersen blev stukket fri i dybden. Han nåede også at drible forbi Jammerbugt FC's keeper, men sidstnævnte fældede splitsekunder efter Marcus Skovhus Pedersen lige uden for straffesparksfeltet. Frispark og rødt kort til Jammerbugt-målmanden.
På det efterfølgende frispark drejede Marcus Skovhus Pedersen elegant bolden ind oppe nær det ene målhjørne. Markspilleren, der var kommet i hjemmeholdets mål, kunne ikke lastes for den scoring.
Scoringen til 2-3 var også på et straffespark. Den kom med cirka 20 minutter igen. Bolden blev spillet ind i Jammerbugt-feltet, hvor en Jammerbugt-spiller havde hånden på bolden. Dommeren pegede på pletten.
Den mulighed tog Rasmus Brendborg, der allerede havde scoret på et straffespark i kampen, sig af i stensikker stil. 0-2 var vendt til 3-2 i SIF-favør.
I anden halvleg indkasserede SIF-backen Oliver Blach Vinter og en modspiller begge gult kort i samme sekvens for en batalje midt på banen, men det var især i slutfasen ved 2-3, der gik rigelig inflation i uddelingen af kort.
SIF spillede 10 mod 9, da Oliver Blach Vinter var ude i 10 minutter.
Med 7-8 minutter igen indkasserede SIF-midtstopperen Magnus Ravn et direkte rødt kort. Dommeren havde fløjtet for frispark til Jammerbugt midt på SIF's banehalvdel, og han vurderede, at Magnus Ravn holdt en arm over modspilleren, da de begge skulle rejse sig. Den kendelse forstod hverken Magnus Ravn eller den øvrige SIF-lejr ret meget af.
Men, faktum: Magnus Ravn ud med direkte rødt kort og marchordre til klubhuset.
Nu spillede man så 10 mod 10, men med tre-fire minutter igen løb også SIF-spilleren Marcus Skovhus Pedersen ind i et gult kort - på stærk opfordring fra Jammerbugt-lejren få meter væk på sidelinjen - for et frispark ude i den ene side.
SIF sluttede derfor af 9 mod 10, og hjemmeholdet kom da også frem til specielt et nærgående forsøg i kampens døende minutter, men Anders Dupont i SIF-målet trådte - igen - i karakter og kom ud og fik blokeret afslutningen ud til et hjørnespark.
SIF-spillerne fightede sejren hjem, og med de tre point kom SIF væk fra de placeringer, der betyder degradering til forårets U 17 1.
I SIF-lejren stod det under opvarmningen klart, at midtbanespilleren Jonas Jacobsen ikke kunne spille på grund af fortsat knas med det ene knæ. Marcus Skovhus Pedersen blev inden kickoff lappet sammen med tape og varmecreme i rigelige mængder, så på SIF-bænken var Nicolai Mouritsen eneste mulighed som indhopper. Han kom på banen sidst i første halvleg, da Mads Borup Steen havde brug for et pusterum.
SIF-startopstillingen mod Jammerbugt FC, 4-1-2-3: Anders Dupont - Patrick Davidsen, Magnus Ravn, Rasmus Tümmler og Oliver Blach Vinter - Frederik Pind - Marcus Skovhus Pedersen og Mads Borup Steen - Mads Søndergaard, Nicolas Fyllgraf Jørgensen og Rasmus Brendborg.
På bænken: Nicolai Mouritsen og Jonas Jacobsen (ukampdygtig).
Der blev rokeret lidt rundt på SIF-spillerne opstillingsmæssigt i forbindelse med diverse kort.