U 17 løb ind i kniven mod Vorup FB
Der var ikke noget at sige til, hvis både trænerstab og spillertrup i SIF-lejren kløede sig lidt i nakkehårene efter første halvleg i hjemmekampen mod Vorup FB i U 17-drenge Vest.
SIF-mandskabet havde egentlig spillet nogle gode 40 minutter med klar fremgang spillemæssigt i forhold til pointdelingen hjemme mod AaB i forrige spillerunde, men på måltavlen stod dilemmaet malet i rødt: 0-4.
- Vi var faktisk spilstyrende i de første 20 minutter og kom også frem til nogle gode chancer - blandt andet en friløber til Jens Riis på assist fra Casper Dyrholm, men Vorup FB scorede på fire af de fem chancer, de kom frem til i første halvleg, siger Jakob Jensen, U 17-cheftræner i SIF-lejren.
Og de fire fuldtræffere blev sat ind i de sidste 23 minutter af første halvleg. Gæsterne havde to kampafgørende spillere i skikkelse af en drible- og gennembrudsstærk højrekantspiller - Tobias Bugge - samt en knivskarp og teknisk dygtig angriber i Nicklas Andie Nielsen.
- Angriberen scorede fire af deres mål, og højrekanten lagde op til tre af deres mål, så de fik afgørende indflydelse på kampens udfald, fastslår Jakob Jensen.
Han tager selv en af scoringerne inden pausen på sin kappe, da han "råbte" SIF-keeper Simon Johansen ud af buret på en dyb stikning til en Vorup-angriber, men målmanden kom på mellemhånd.
- Den scoring var jeg skyld i, fastslår Jakob Jensen.
SIF-startopstillingen mod Vorup FB, 4-5-1: Simon Johansen - Kasper Pedersen, Casper Dyrholm, Nicolai Mouritsen og Kasper Moes - Jens Janum Riis, Andreas Pinstrup, Casper Henriksen, Malthe Christiansen og Nicklas Bucio - Gustav Midtgaard.
Indhopperne denne gang: Rasmus Ørtoft, Tobias Godsk og Noah Skouboe.
Kort før pausen indkasserede SIF-spilleren Nicolai Mouritsen et gult kort for at gå lidt for hårdhændet til en modspiller.
I anden halvleg slækkede gæsterne måske lidt på motorkraften, og som helhed var SIF stadig pænt med spillemæssigt, men det blev både 0-5 og -06, inden Jens Janum Riis satte et trøstmål ind til 1-6 på et fornemt langsskud, hvor bolden kilede sig ind i det ene målhjørne - Rasmus Ørtoft stod for den målgivende pasning.
- Spillemæssigt leverede vi bedre end mod AaB, hvor vi fik uafgjort. Havde vi spillet på den måde mod AaB, havde vi slået dem, men vi møder en rigtig stærk modstander i Vorup FB, der spillede i U 17 2. division i efteråret 2016. Vi tabte også stort til dem i en testkamp, hvor den angriber, der scorede fire mål mod os denne gang, også satte fire scoringer ind. Vorup FB - det klart bedst hold, vi har mødt - kommer ikke til at sætte ret mange point over styr i dette forår, slutter Jakob Jensen.