U 17 må finde lappegrejet frem
Lussingen på 1-7 i sidste spillerunde for U 17-drenge torsdag 8/10 blev en realitet på en - set med SIF-briller - skrækkelig anden halvleg, hvor Gug Boldklub satte tre af fem fuldtræffere i anden halvleg ind på tre minutter midtvejs i de sidste 45 minutter, og så blev Gug-føringen på 2-1 ved pausen i opgøret i U 17 Vest-drenge til 7-1 ved slutfløjtet.
Det retfærdige i Gug-sejren kan der så absolut ikke rokkes ved, men nederlaget blev - selvforskyldt og unødvendigt - for stort for SIF-mandskabet, der nu i flere betydninger må finde lappegrejet frem fra gemmerne.
En smal trup har været plaget af skader i den nu forgangne efterårssæson i U 17 Vest, og det gør ondt på spillere, der sluttede på en flot andenplads i U 16 Mesterrække 1 i foråret 2015 at slutte sidst i U 17 Vest i den efterfølgende halvsæson.
Mod Gug var SIF ganske pænt med i de første 45 minutter, hvor holdet havde modvind. Og SIF, der uanset resultatet ikke kunne nå placeringen som tredjesidst, kom også foran i det 10. minut, da forwarden Mads Borup Steen sendte bolden i nettet i et angreb indledt af Marcus Skovhus Pedersen, hvor bolden slutteligt blev spillet ind til Mads Borup Steen fra SIF's højre side.
SIF indledte i følgende 4-3-3-opstilling: Anders Dupont - Patrick Davidsen, Magnus Ravn, Rasmus Tümmler og Nicolai Mouritsen - Frederik Pind, Marcus Skovhus Pedersen og Andreas Bødker - Sebastian Meyer, Mads Borup Steen og Rasmus Brendborg.
Mads Søndergaard - efterskoleelev - kunne først være i Gug kort før kampstart og indledte derfor på bænken, men kom på banen fra anden halvlegs start.
Inden pausen havde Marcus Skovhus Pedersen også et glimrende langskudsforsøg på den ene sammenføjning, men Gug gik til pausen foran 2-1 på scoringer i det 19. og 33. minut. Det blev 1-1 på et hovedstød efter et hjørnespark og 2-1 på et langskud, hvor bolden blev sendt op i det ene målhjørne.
Det så derfor slet ikke så tosset ud, da SIF skulle have fordel af en kraftig medvind i anden halvleg. Fra anden halvlegs start gik midtstopperen Rasmus Tümmler - knæproblemer - ud. det betød, at Sebastian Meyer, der blev prøvet som kantspiller i front i dette opgør, måtte ned i det centrale forsvar - ind kom Mads Søndergaard.
Men forhåbningerne om, at SIF ville kunne vende kampen fik det første knæk allerede anden halvlegs første minut, da det blev 3-1 til Gug, der kampen igennem var var klart bedre til at fastholde spillet.
Herefter havde SIF faktisk en periode, hvor holdet fik pænt fat. Marcus Skovhus Pedersen havde et skud på den ene stolpe, og Mads Borup Steen blev spillet fri af Sebastian Meyer til et hovedstød, men bolden blev sendt forbi mål.
I stedet scorede Gug tre mål på tre minutter - i det 62., 64., og 65. minut. Det blev 4-1 på et straffespark (hands mod Magnus Ravn), 5-1 og 6-1 takket være stor gæstfrihed af et SIF-forsvar/midtbane, der på slingrekurs gav alt for god plads til modstanderne, og så forsvandt den sidst luft fra de i forvejen næsten flade dæk på dagen.
Ni minutter før tid blev det 7-1 til Gug på et flot gennemspillet angreb, og Gug nåede også at brænde straffespark nr. to efter pausen i en situation, hvor Rasmus Tümmler, der var kommet på banen igen, indkasserede et rødt kort. Han havde erstattet Andreas Bødker, der sæsondebuterede med en ganske fin indsats. Det betød, at Tümmler genindtog midtstopperpladsen, mens Sebastian Meyer blev sendt op på den ene kant igen - Mads Søndergaard kom ind i motorummet på midtbanen i den fase af kampen.
U 17-drenge er tilmeldt Vinterturneringen, der betyder tre kampe i november udendørs.
Frem mod disse kampe skal diverse skavanker/skader gerne lappes sammen hos spillerne, og så venter der en stor genopbygning på flere parametre frem mod forårets kampe i U 17 1-rækken, hvor en hårdt savnet anfører Asger Bundgaard Nielsen - skadet gennem det meste af efteråret 2015 - vil pynte gevaldigt på holdet.
Mod Gug stod Mads Borup Steen, Sebastian Meyer, Marcus Skovhus Pedersen og målmand Anders Dupont stærkest i billedet.