Menu

U 17-pigerne kredsvindere med sejr i Klarup

image U 17-pigerne, der besejrede RKG Klarup 2-1 og hentede den ottende sejr på stribe, hvilket sikrede førstepladsen allerede i tredjesidste spillerunde. Foto: U 17-piger
Af René Qvist
06. juni 2016 kl. 12:26
Otte sejre på stribe og en samlet målscore på 41-3 har gjort U 17-pigerne i U 17 1 til kredsvindere, men det holdt hårdt, da det blev til 2-1 over RKG Klarup på udebane i 8. spillerunde. Her samler SIF-cheftræner René Qvist op på den kamp, der definitivt sikrede førstepladsen. Læs mere her...

På en varm sommeraften skulle U 17-pigerne forsøge at vinde kredsmesterskabet efter et flot forår i U 17-piger 1. Om det var varmen eller andet, der spillede ind, skal ikke siges, men vi var ikke klar fra start.

Vi startede kampen godt det første minut, hvor vi også burde være kommet foran. Et godt angreb blev ført frem, og Klarup blev spillet tynde. Midt for mål skulle Julie Ørtoft have bragt os foran, men afslutningen blev upræcis.
Og sådan var de første 20 minutter. Vi var ikke klar og spillede forfærdeligt, og Klarup blev det første hold til at komme foran mod os.
Deres venstre back tog en tur op gennem banen, løb fra alt og alle og sparkede Klarup foran 1-0. Vi overlod alt spillet til Klarup og stod bare og afventede.
Fordelen var, at vi ikke løb så meget, og Klarup havde ikke redskaberne til at komme frem til noget farligt.

Efter 20 minutters var der vandpause, og der fik vi talt tingene igennem. Kort efter kom udligningen. Et godt opspil af Julie Ørtoft og Cecilie Liltorp førte til, at Julie Frank blev spillet fri ude under deres venstre back. Julie Frank tog et par gode træk og sluttede af med et flot placeret skud, hvor bolden blev sendt i en bue mod fjerneste stolpe. Fuldt fortjent udligning, da vi nu sad på kampen.
Vi sendte det ene angreb efter det andet frem mod Klarups mål og kom til store chancer ved Nicole Ludvigsen, Sisse Holmgaard og Cecilie Liltorp. Kun sort uheld gjorde, at vi ikke førte med et par stykker ved pausen.

Vi fortsatte vores pres i anden halvleg og kom frem til flere chancer. Og Klarup var spillet tynde. Deres trænere forsøgte at bryde rytmen med udskiftninger hele anden halvleg, cirka hvert femte minut blev der skiftet, og det lykkes at slå rytmen i stykker.
Julie Frank, Julie Ørtoft og Sisse Holmgaard kom til store chancer, og i det 58. minut følte vi os snydt for et straffespark (hands, red.).

Og som vi troede, at vi skulle smide de første point i den her sæson, dukkede Maria Djurhuus op som trold af en æske, en tilbagelægning blev jagtet. Klarup-keeperen troede, hun havde styr på den, men Maria Djurhuus nåede bolden først og fik den prikket forbi hende med et enkelt træk. Fra en spids vinkel lagde hun flot bolden i mål til en fuldt fortjent 2-1-føring til SIF-pigerne.

Det var dog lige ved at gå galt. Den eneste gang, Klarup fik spillet sig igennem til noget i anden halvleg, var det ved at blive farligt. Et godt opspil fik sendt deres angriber afsted. Thilde Møller i SIF-målet havde læst det og kom godt ud og fik pareret bolden, og med opbakning fra Majken Frost fik de afværget situationen. Rigtigt flot målmandsspil af Thilde - det var med til at sikre, at vi kunne tage fra Klarup med tre fortjente point.

Med to spillerunder igen er U 17 1-pigerne 11 point foran nummer to - SIF-målscoren er så flot som 41-3

Der er kun ni U 17-spillere i dette fodboldforår, så U 15 har hjulpet meget til at sikre denne førsteplads.
De ni U 17-spillere er: Maria Johnstad-Møller, Emma Henneberg, Cecilie Røndbjerg, Julie Thomsen, Nicole Ludvigsen, Kathrine Djurhuus, Julie Ørtoft, Cecilie Liltorp og Mia Spanggaard
Fra U 15 har deltaget: Anne Kibsggard, Julie Frank, Laura Thybo, Majken Frost, Katrine Stenvang, Signe Olesen, Thilde Møller Nielsen, Mathilde Holmggard, Sisse Holmgaard, Nadja Godsk og Maria Djurhuus.

U 17 1-pigerne skal ikke kredskampe om det jyske mesterskab.

Med sportslig hilsen
René Qvist, cheftræner for U 14-, U 15- og U 17-piger i SIF Fodbold

 

 

Luk