Menu

U 18-piger Vest i stormvejr i premieren

image U 18-piger Vest indkasserede et lidt for stort nederlag i efterårspremieren hjemme mod FC Thy Piger, der sejrede 6-0. Foto: U 18-piger
Af René Qvist
11. august 2016 kl. 19:57
U 18-pigernes første kamp i U 18 Vest hjemme i Støvring tirsdag 9/8 blev ligeså svær som forventet. Et stærkt spillende mandskab fra FC Thy Piger med flere profiler gjorde det svært for et godt kæmpende SIF-hold. Her samler U 18-cheftræner René Qvist op på den efterårspremiere, som SIF-pigerne tabte 0-6 - læs mere her...

Lad det være sagt med det samme. FC Thy Piger er et rigtigt godt hold med mange gode spillere. Det er et samarbejde mellem flere klubber, samt Skyum Efterskole. Og med et hold med masser af spillere fra efterskolen, vidste vi godt, det ville blive svært.

Kampen startede som forventet med et massivt pres fra FC Thy Piger. Vi blev presset langt tilbage på banen, og en stærk modvind gjorde det ikke nemmere.
Vi red uvejret af de første fem minutter og kom lidt bedre med i kampen, og vi prøvede at spille bolden rundt og sætte lidt spil op på omstillinger.

Vi skulle hen i det 20. minut, inden FC Thy blev rigtig farlig. Det blev de så med en scoring, hvor vi blev lidt passive på afslutningen. Kort tid efter blev det også 2-0 til FC Thy. Det lignede meget det første mål, og vi hang lidt bagefter. Kort tid senere kunne vi være kommet yderligere bagud, da et godt langskud tog overkanten af overliggeren.
Vi kom lidt mere med i kampen og kom frem til et godt langskud fra Emma Stegenborg, og herefter fandt kampen lidt sit leje. Der skete ikke mere frem til pausen.

Vi talte om, vi skulle spille hurtigere, stå fast i nærkampene og generelt turde spille fodbold og ikke trække os.

Vi holdt stand indtil det 50. minut. Her faldt der igen to hurtige scoringer til FC Thy, hvor de spillede os over kanterne og lavede indlæg til et par flotte scoringer. Her efter kom vi lidt med i kampen igen og begyndte at få lidt spil til at fungere.
Vi holdt stand helt indtil sidste minut, hvor FC Thy scorede til 0-5 og 0-6. Et selvmål, hvor en af vores spillere blev ramt, og et lidt tyndt dømt straffespark til FC Thy, når man tager i betragting, at der blev gået til den rundt omkring på banen. Og istedet for et godkendt resultat på 0-4 blev slutcifrene altså 0-6.
I sidste minut havde vi en kæmpe chance til Julie Frank, og 1-4 havde måske været mere retvisende for kampen.

Kampens helt store spiller for Støvring var målmand Thilde Møller, som var sikkerheden selv i sine indgreb og uden chance ved de seks scoringer. Hun gav ingen riposter på en svær bane og var tæt på at tage straffesparket. Desuden havde hun tre-fire rigtig store redninger. Derudover var der gode præstationer fra Majken Frost og Signe Olesen.

Jeg synes, SIF-pigerne spillede en fornuftig kamp. Med undtagelse af de to sidste scoringer, er det ting, vi kan arbejde med omkring de andre scoringer. Det er dog tydeligt, at vi skal op i højere gear, og der skal trænes hårdt for at være med i denne række. Men det er godt for pigernes udvikling efter et par sæsoner, hvor vi stort set ikke har tabt. Så jeg ser frem til næste kamp mod Fortuna Hjørring i weekenden, hvor jeg er sikker på, vi kommer til at stå bedre på banen og forhåbentligt kan give dem noget bedre modstand.

Følgende spillere var med i kampen mod FC Thy: Thilde Møller Nielsen, Anne Kibsgaard, Majken Frost, Katrine Stenvang, Cecilie Liltorp, Emma Stegenborg, Julie Frank, Kathrine Djurhuus, Mathilde Holmgaard, Mia Spanggard, Signe Olesen, Sisse Holmgaard og Tanja Pedersen.

Med sportslig hilsen
René Qvist, cheftræner for U 18-piger i SIF Fodbold

Luk