Menu

U 19-drenge fældede favoritterne

image U 19-drenge tog Hobro IK's skalp i DBU Jylland Pokalturneringen takket være en 3-1-sejr.
Af Jørn Eriksen
14. september 2016 kl. 10:15
SIF 1 hos U 19-drenge brændte helt igennem i sensommer-varmen og slog Hobro IK fra U 19 Vest 3-1 i 2. runde af DBU Jyllands Pokalturnering tirsdag aften 13/9 på Støvring Stadion. I næste runde venter Jammerbugt FC fra samme U 19 Vest-kreds som Hobro IK. Læs mere her...

De var brandvarme, og der var rift om drikkedunkene i sekunderne efter slutsignalet, da SIF 1 hos U 19-drenge fra den den nydannede U 19 1-række netop havde besejret Hobro IK fra U 19 Vest 3-1 tirsdag aften 13/9 på Støvring Stadion i anden runde af DBU Jyllands Pokalturnering.
Dels var der voldsomt varmt den sensommeraften, og dels havde SIF-mandskabet netop brændt helt igennem med en på alle parametre fornem indsats og vendt 0-1 til 3-1 efter 1-1 ved pausen i et opgør, hvor gæsterne var favoritter.

Og SIF-mandskabet kan ligeså godt indstille sig på tilsvarende modstand i næste runde. Det bliver endnu et U 19 Vest-hold, der skal en tur til Støvring, og den kamp er fastsat til tirsdag 20/9 kl. 17.45. Modstanderen er Jammerbugt FC fra samme U 19 Vest-pulje som Hobro IK.

I første halvleg var gæsterne fra Hobro IK på kommandobroen og styrede spillet, mens SIF planmæssigt gjorde holdet kompakt og ville forsøge at slå til på omstillinger. Midtbanespilleren Asger Bundgaard Nielsen, der havde døjet med lyskeproblemer, startede ude i lighed Marcus Skovhus Pedersen, der først dukkede op et pænt stykke inde i første halvleg (og det var bebudet, red.) p.g.a arbejde - tredje islæt på bænken var Magnus Ravn. Samlet en uhyre stærk indhopper-trio, og den formodning skulle vise sig at holde stik.

Hobro IK, der havde været i aktion og slået Dronningborg Boldklub i U 19 Vest aftenen forinden, havde også bolden mest i de første 45 minutter uden dog at vælte sig i oplagte målchancer. Det blev 0-1, da de fik held med en dybdebold i deres venstre side, flad tværaflevering og en angiber på plads tæt inde under mål. Gæsterne ville gerne trække SIF-defensiven til den ene side for så at slå dybe bolde modsat, men det fik SIF bedre og bedre skærmet af for, som kampen skred frem.
Kort før pausen blev det 1-1, da Niclas Plougmann var sidste mand på bolden i et godt SIF-angreb.

SIF-startopstillingen i pokalkampen, 4-2-3-1 eller 4-3-3 efter temperament: Anders Dupont - Andreas Peter Hansen, Mads Frost, Frederik Pind og Patrick Davidsen - Rasmus Brendborg og Zacharias Krunderup - Ridwaan Ahmed Hussen, Niclas Aagaard og Sebastian Meyer. Bænken denne gang: Asger Bundgaard Nielsen, Magnus Ravn og Marcus Skovhus Pedersen.

Fra anden halvlegs start gjorde Asger Bundgaard Nielsen og Marcus Skovhus Pedersen så deres indtog på banen. Det gav pause på bænken til Ridwaan Ahmed Hussen og Sebastian Meyer. Niclas Aagaard, der havde været 10'er inden pausen gled ud på venstrekanten, Asger Bundgaard Nielsen blev ny 10'er, og Marcus Skovhus Pedersen overtog Meyers plads på højrekanten.

Det gav for alvor SIF-holdet pondus. Asger Bundgaard Nielsen tryllede både med sit store arbejdsfelt og sine spillemæssige kvaliteter, og Marcus Skovhus Pedersen var opmand til scoringen til 2-1. Han satte sig igennem i højre side, kørte ind mod mål og kunne have afsluttet selv - men han var kølig og spillede bomberen Niclas Plougmann fri til en såkaldt let scoring.

Anden halvleg bød også på et gult kort til Mads Frost, der gjorde det stærkt som midtstopper ved Frederik Pinds side, og i de 10 minutter gled Asger Bundgaard Nielsen ned i centerforsvaret i en 4-4-1-opstilling.
SIF kom helskindet gennem de 10 minutter i undertal og spillede sig frem til flere gode muligheder på en aften, hvor de for alvor fik gang i det stærke positionsspil, de kan præstere.
Det blev også til et indhop til Magnus Ravn som højre back. Han afløste Andreas Peter Hansen, og det gik også fint.

Det med det stærke positionsspil var den afgørende scoring til 3-1 sidst i kampen også et godt udtryk for. Anfører Zacharias Krunderup satte scoringen til 3-1 ind som et flot punktum på kvikt og fantasirigt opspil med flere SIF-spillere involveret - en fornøjelse at følge fra sidelinjen. I slutfasen erstattede Ridwaan Ahmed Hussen så Niclas Plougmann som frontløber.

En pænt talstærk tilskuerskare af SIF-forældre og øvrige familiemedlemmer kvitterede da også ved at klappe SIF-holdet fra banen.

Samtlige SIF-spillere gjorde det glimrende uden undtagelse. Men det blev nu venstrebacken Patrick Davidsen, der løb med titlen som dagens SIF-spiller i den efterfølgende fidusafstemning. Han scorede syv stemmer - ganske fortjent. Den lynhurtige spiller lod ikke sine direkte modspillere komme til ret meget, og så sled og slæbte Patrick Davidsen hele kampen igennem også med gode energikrævende løb frem i banen, når der var plads og tid til det.
Når Hobro IK endelig kom til afslutninger, der ramte målet, tog SIF-keeper Anders Dupont sig også af det i vanlig sikker stil.

 

 

Luk