U 19 Liga 2 i topopgør mod BI
På årets første officielle sommerdag står den på et topopgør for U 19 Liga 2-mandskabet, når det fredag 1. juni gælder puljens førerhold Brønderslev IF (BI) på udebane med kickoff kl. 18.30 i Brønderslev.
Det er puljens nr. et og to, der brager sammen. BI har hentet 16 point i deres seks første kampe, mens SIF-mandskabet har 12 point på bogen for samme antal kampe, og i det første indbyrdes opgør vandt BI 3-2 i Støvring.
Der er kun seks hold i denne U 19 Liga 2-pulje, der samlet byder på 10 spillerunder.
Desværre driller skader og afbud i SIF-lejren op til kampen i Brønderslev. Målmand Anders Dupont døjer med en skade, han har pådraget sig under træning, og Rasmus Bøgh, der har været med omkring JS 1-holdet i enkelte kampe som back, har også meldt fra p.g.a en skade. Endelig er krumtappen på midtbanen, Asger Bundgaard Nielsen, forhindret i at spille fredag - han er med i JS 1-truppen lørdag ude mod Skjold Sæby, hvor U 19-kollegaerne Jonas Vraa, Selemani Kikwangazala og Jens Janum Riis også indgår i truppen.
Midtstopperen Nicolai Mouritsen, tidligere stærk keeper i ungdomsårene, står sandsynligvis derfor til at vikariere som sidste skanse i SIF-buret mod BI, og det er der i givet fald ingen, der er bekymrede for.
- U 19-cheftræner Rasmus Numan Petersen udtog forleden følgende SIF-trup til kampen ude mod BI: Nicolai Mouritsen, Frederik Pind, Rasmus Bøgh, Casper Henriksen, Casper Dyrholm, Sebastian Meyer Poulsen, Jonas Vraa, Malthe Christiansen, Malthe Munch, Marcus Skovhus Pedersen, Jens Janum Riis, Selemani Kikwangazala, Kasper Møller Moes og Patrick Juul Davidsen.
- Der er efterfølgende indløbet afbud fra Casper Dyrholm og Rasmus Bøgh.