Menu

U 19 Liga 2 styrkede Top 2-mulighederne

image U 19 Liga 2-mandskabet i samlet flok. Bagerst t.v. cheftræner Rasmus Numan Petersen og bagerst t.h. Asger Bundgaard Nielsen, der er begyndt at træne med igen efter en irriterende langtidsskade. Fotos: Jannik Riis
Af Jørn Eriksen
10. oktober 2017 kl. 09:21
U 19-drengene i U 19 Liga 2 slog mandag aften 9/10 Aars IK 4-2 på udebane og styrkede - her midtvejs i efterårets kampe i puljen - mulighederne for at slutte i Top 2. Puljevinderne og de seks bedste toere i U 19 Liga 2 får adgangskort til forårets U 19 Liga 2 i en styrket udgave med 16 nuværende U 19 Liga 1-hold som nye islæt. Opdateret tirsdag kl. 15.30 - læs mere her...

U 19-drengene i U 19 Liga 2 fik mandag aften (der var først kampstart kl. 20.30 på kunstgræsbanen i Aars, red.) en kærkommen revanche for et 0-3-nederlag i efterårets indledende U 19 Kvalifikationsrække, da det i tredje spillerunde gjaldt en direkte duel om den i sidste ende vitale andenplads mod Aars IK.

Ombrydningsrækken (U 19 Kvalifikationsrækken) bød kun på enkeltkampe, og Aars IK vandt tre og spillede en uafgjort, mens SIF tog andenpladsen med tre sejre og nederlaget til netop Aars IK. Begge hold indløste dermed billetter til U 19 Liga 2 efteråret ud.

I den sene aftenkamp mandag afstak Jens Janum Riis SIF-sejrskursen med en scoring i det 11. minut på en assist fra Marcus Skovhus Pedersen. Otte minutter før pausen blev det 1-1, men to minutter senere headede midtbanespilleren Malthe Christiansen SIF på 2-1 på et indlæg i højre side fra Jens Janum Riis.
2-1 til SIF ved pausen.

To SIF-scoringer på seks-syv gyldne minutter efter pausen afgjorde reelt kampen.
I det 51. minut blev det 3-1 til SIF, da forwarden Niclas Plougmann (nr. 10 på foto herover) sendte bolden helt op i det ene målhjørne direkte på frispark 10-12 meter skråt udenfor straffesparksfeltet. Plougmann piskede bolden ind i det fjerneste målhjørne, og seks-syv minutter senere kom midtbanespilleren Casper Henriksen på måltavlen til 4-1 for SIF på en assist signeret Rasmus Ørtoft.
Aars IK fik reduceret til 2-4 med 18-19 minutter igen, men tættere på kom hjemmeholdet ikke. I slutfasen gik lyset på kunstgræsbanen, men der kom gang i lysanlægget igen, og kampen kunne spilles færdig.

Med denne sejr kom SIF-mandskabet tre point foran Aars IK, og SIF-holdet har nu vundet to af de tre første kampe i efterårets U 19 Liga 2. Puljen føres af Randers Freja, der har slået både Aars IK og SIF indtil videre - søndag møder kronjyderne St. Restrup IF på udebane i deres tredje kamp.

Der er ingen oprykning til U 19 Liga 1 fra U 19 Liga 2 i dette efterår. De 10 puljevindere i U 19 Liga 2 sikrer sig adgang til forårets U 19 Liga 2, og det samme gælder de 6 bedste toere. De sidste 16 hold i forårets U 19 Liga 2 kommer fra den nuværende U 19 Liga 1, der skrumper ind fra de nuværende 32 hold til blot 16 mandskaber fordelt på to puljer á 8 hold i foråret 2018.

U 19 Liga 2 reduceres fra de nuværende 40 hold til 32 i foråret 2018 - heraf 16 fra U 19 Liga 1. De 32 hold i forårets U 19 Liga 2 fordeles på fire puljer á 8 hold.

- Vi var generelt klart bedst på bolden, og vi lukkede godt af defensivt med enkelte smuttere efter pausen. Det var vigtigt, vi kom ovenpå igen efter 2-7-nederlaget til Randers Freja, og jeg synes, spillerne tog det til sig, at det først gælder om at holde modstanderne fra at score - og dernæst at vi selv scorer. Aars stod lavt gennem det meste af kampen, og de var ikke meget for at blive lokket frem på banen. De scorede deres første mål på en dødbold og det andet på en personlig fejl i vores forsvar. Som helhed en stærk indsats af SIF-holdet denne aften i Aars, siger Rasmus Numan Petersen, U 19-cheftræner i SIF Fodbold.

SIF-startopstillingen 4-2-3-1: Anders Dupont - Nicolai Mouritsen, Casper Dyrholm, Frederik Pind og Rasmus Bøgh - Rasmus Brendborg og Casper Henriksen - Marcus Skovhus Pedersen, Malthe Christiansen og Jens Janum Riis - Niclas Plougmann.

Indhopperne denne gang: Selemani Kikwangazala, Kasper Moes og Rasmus Øroft. Alle 14 kom i aktion. 

 

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/numan-7-2-til-freja-var-lige-i-overkanten/ 

Luk