U 19 tabte til stærk zebraflok
SIF Fodbolds U 19-drenge Vest 2-mandskab kom på flere måder lidt i uvejr, da det søndag 5/3 gjaldt en testkamp mod Aalborg Chang på kunstgræsbanen i Chang-lejren.
For det første tatoverede slagregnen på en råkold dag fyldt med regn og rusk aktørerne på banen, og for det andet var Chang-mandskabet, der i efteråret i fjor lige akkurat ikke kom med på toget til den forestående forårssæsons U 19 2. division, stærkt spillende i boldsikker stil med skarphed oppe foran, når tingene skulle gøres færdig.
4-0 blev slutcifrene efter 2-0 ved pausen, men det var - set med SIF-briller - ikke skidt det hele, men SIF-mandskabet er fortsat uden sejre i testkampene op til forårets kampe i U 19 Vest 2-rækken, som SIF-holdet sikrede sig adgang til ved at blive puljevinder af en U 19 1-pulje i efteråret 2016. Tidligere har SIF-holdet været oppe imod Gug fra U 19 Vest, SIF's Serie 4-herrer og B 52's Serie 3-herrer.
SIF kom skidt ud af startblokken mod Aalborg Chang, der bragte sig foran 1-0 efter få minutters spil, da en dødbold fra hjemmeholdets højre side blev farlig i modsatte side, idet SIF-mandskabet tog sig en blund og lod en modspiller stå fri.
SIF-startopstillingen, 4-2-3-1: Anders Dupont - Sebastian Meyer, Mads Frost, Frederik Pind og Andreas Peter Hansen - Rasmus Brendborg og Asger Bundgaard Nielsen - Nicolaj Bøgh, Marcus Skovhus Pedersen og Mads Borup Steen - Niclas Plougmann.
Bænken denne gang: Søren Salk og Patrick Davidsen.
Efter den Chang-scoring havde SIF faktisk en lang og god periode med god organisation, fin fight og løbevillighed, og det blev også til flere gode omstillinger, men oftest sad de sidste og afgørende pasninger desværre ikke lige i skabet. SIF, der var uden to af de vante stamspillere i skikkelse af Zacharias Krunderup (beskadiget ledbånd på en finger efter skiferie, red.) og Nicklas Aagaard (arbejde), måtte også se midtbaneindpiskeren Asger Bundgaard Nielsen humpe ud midtvejs i første halvleg p.g.a knas med lænd/balle/ryg. Endelig havde keeper Anders Dupont haft en travl søndag med hjemrejse fra en 16-dages studietur til England, og han nåede frem i omklædt tilstand få minutter før kickoff.
Det var derfor ærgerligt, da Chang fik bragt sig foran 2-0 inden pausen på et flot gennemspillet angreb og en klasseafslutning.
Fra anden halvlegs start kom også Patrick Davidsen i aktion som back, mens Meyer fik et pusterum. Senere blev der skiftet ud/ind igen, så både Andreas Hansen og Mads Borup fik en lille pause.
I de sidste 45 minutter scorede Chang yderligere to gange, og efter scoringen til 3-0 gik gassen lidt af ballonen hos SIF-holdet, der i dette opgør havde sine absolutte profiler i midterforsvarerne Frederik Pind og Mads Frost.
U 19 Vest 2-holdet er i pulje med dette Chang-mandskab, der godt kunne ligne et godt bud på et potentielt tophold i foråret.