Menu

U 19 vendte 0-1 til storsejr på 5-1

Af Jørn Eriksen
08. oktober 2015 kl. 11:29
Andetholdet hos U 19-drenge i U 19 2 kom bagud 0-1 onsdag aften 7/10 hjemme mod Hobro IK, men SIF-mandskabet hentede fortjent en storsejr på 5-1, og sejren kunne endda være blevet endnu større. Læs mere her...

Så lykkedes det.
I tredje forsøg i dette efterår i U 19 2 kom SIF-mandskabet på pointtavlen efter at have tabt de to første kampe 3-4 ude mod henholdsvis Svenstrup-Godthåb IF og Hadsund Boldklub. To kampe SIF-mandskabet ligeså godt kunne have vundet - især i opgøret mod Svenstrup-Godthåb IF blev der brændt alt for mange store målchancer.
Onsdag aften 7/10 gjaldt det Hobro IK på hjemmebane, og SIF-gutterne vendte 0-1 til en komfortabel sejr på 5-1, og sejrscifrene kunne endda være blevet endnu større.

Spillemæssigt viste SIF-holdet rigtig gode takter i en 4-4-1-1-opstilling. Kombinationsspillet var langt bedre end gæsternes, og SIF havde chancer til 4-5 scoringer flere end de fem, der blev sat ind.

I efterårets U 19 2 rykker puljevinderne i forårets U 19 1, mens nr. 2-6 forbliver i U 19 2 - dog rykker de fem bedste 2'ere i de 13 U 19 2-puljer op i U 19 1 i foråret 2016.
SIF-mandskabet mangler fortsat to kampe i dette efterår, RKG Klarup og Aalborg Freja, og to sejre i disse kampe kan bringe SIF-holdet i spil til den andenplads, der kan være et springbrædt til forårets U 19 1.

Mod Hobro IK kom SIF misvisende bagud 0-1, da gæsterne fik omsat noget nær deres første målchance til en scoring. Forinden havde SIF været tæt på at komme foran i flere tempi.
Spillet var dog godt spundet rigtig godt sammen denne råkolde aften på lysbanen - bane 5, og SIF kom på 1-1, da Christian Lund blev spillet fri i feltet, og han satte sikkert bolden ind til en udligning. Simon Kibsgaard (foto herover, ja han havde de hurtige sko på denne aften - som det måske ses...) var tæt på at score til 2-1 spillet fri til skud af Tobias Carøe Eriksen. Kibsgaard afsluttede hurtigt, men bolden gik lige forbi den fjerneste stolpe.
Inden pausen kom SIF yderst fortjent foran 2-1, da Mathias Winter - højrekant - glimrende klemte ind i banen, så han var på pletten på et godt indlæg fra backen Sebastian Sveistrup fra modsatte side.

SIF indledte i følgende startopstilling, 4-4-1-1: Victor Bartholomæussen - Christian Thomsen, Kevin Kristensen, Jeppe Sørensen og Sebastian Sveistrup - Mathias Winther, Tobias Carøe Eriksen, Kristian Lykke og Simon Kibsgaard - Christian Lund - Mikkel Bach Krogh.
Afbud betød, at udskiftningsmulighederne var lig nul for coach Tonny Marquartsen, men det gik nu fint alligevel for de 11, der var på banen.
Efter pausen byttede Kevin Kristensen og Kristian Lykke plads, så Kevin Kristensen kom op på midtbanen.

Den første store mulighed tilfaldt Simon Kibsgaard på et indlæg fra Mathias Winther, men skuddet gik forbi mål.
Det blev dog 3-1 kort efter, da Christian Lund scorede sit andet mål i kampen. Kevin Kristensen førte kraftfuldt bolden frem. Mikkel "BK" blev brugt som mellemstation. Han sendte bolden videre til Christian Lund.
Herefter var der lidt stilstand i en periode. De fleste af SIF-spillerne havde været i aktion aftenen forinden i et ærgerligt 3-4-nederlag ude mod Hadsund, men efter et lille pusterum tog SIF fat igen.

Mathias Winther øgede til 4-1, da han sparkede bolden ind i nærmeste målhjørne efter forarbejde af Christian Lund og Mikkel ""BK", og SIF-anfører Tobias Carøe Eriksen sluttede af med et herligt langsskudsmål til 5-1 - han scorede også på langskud i 3-4-nederlaget aftenen forinden i Hadsund.

SIF-coach Tonny Marquartsen kunne være tilfreds med sit mandskab. Udover fem scoringer blev der vist godt spil med fin sammenhæng mellem kæderne, forsvar, midtbane og angreb. Der var gnist og vilje, selvom det var kamp 2 på blot 24 timer.

Førsteholdet hos U 19-drenge i U 19 1 spiller i aften torsdag 8/10 på udebane mod Arden Rosendal. SIF har tabt deres to første kampe, henholdsvis 1-2 ude mod Dronningborg Boldklub og 0-3 hjemme mod Aars IK.
i U 19 1 rykker efterårets puljevindere i forårets U 19 Vest, mens nr. 2-4 forbliver i U 19 1 - dog sikrer de 3 bedste 2'ere i U 19 1 sig adgangskort til forårets U 19 Vest. Der er 13 puljer i U 19 1 i dette efterår.

 

 

 

Luk