Menu

Frivillig Fredag i Blenstrup Hallen 29/9

image Plakaten om arrangementet i Blenstrup Hallen fredag 29. september.
Af Jørn Eriksen
19. september 2017 kl. 08:47
SIF-formand Lars Krunderup gør opmærksom på, at Rebild Kommune har et arrangement for alle frivillige ledere, foreninger og organisationer fredag 29/9 i Blenstrup Hallen - der er tilmeldingsfrist fredag 22/9. Læs mere her...
  • Alle frivillige inviteres hermed til Frivillig Fredag i Rebild fredag 29. september kl. 15.30-18.00 i Blenstrup Hallen.
  • Tilmelding senest fredag 22. september til Lene B. Winther på LBWI@rebild.dk. Husk at oplyse dit navn, og hvor eller i hvilken forening eller institution, du er frivillig.
  • Læs mere om programmet på den vedhæftede plakat. 

 

Her er den pressemeddelelse, Rebild Kommune har sendt ud om arrangementet:
Temaet for Frivillig Fredag 2017 er Vis værdien. Med dette tema opfordrer Frivilligrådet til at dagen bruges som en anledning til at vise, hvordan frivilligheden bidrager med værdi, både for samfundet og den enkelte.
Frivilligheden skaber sammenhængskraft og tillid i samfundet, demokratisk dannelse og medborgerskab, og har stor værdi i forhold til de velfærdsudfordringer frivillige og frivillige foreninger løfter og forebygger.
Noget af det der gør frivilligheden så værdifuld er, at den skaber fællesskaber. At være en del af et fællesskab betyder, at vi som mennesker lærer af hinanden, får venner, vi deler interesser med, møder mennesker, der gør os glade, får anerkendelse og ansvar overfor andre. Det skaber tillid og selvtillid. Vi lærer de sociale spilleregler, der er nødvendige for at omgås hinanden at kende, og vi bliver styrket af den handlekraft, der kommer ved at vi sammen med andre skaber en forandring. Når vi oplever, at der er brug for os og at vores bidrag betyder noget, skaber det en værdi i form af bedre livskvalitet, mening med tilværelsen og følelsen af at høre til.
Lad os bruge Frivillig Fredag 2017 til at vise de gode ting, som man kan få ud af at være frivillig. Måske kan vi inspirere endnu flere til at blive en del af de frivillige fællesskaber.
Alle frivillige fra kultur- og fritidsområdet samt det sociale område er inviterede, når Frivillig Fredagsfesten i år afholdes 29. september i Blenstrup Hallen. Her kan man høre om livet i og omkring hallen, der serveres en let anretning, og der vil være munter underholdning i form af ”hønsesnak og hanegal” ved Anni Gamborg og Else Marie Drost.
Hvorfor bugner det danske sprog af hønseudtryk – og hvad er det, vi kan lære om os selv ved at kigge ind i hønsegården? Kom med på en morsom, eftertænksom og ganske uvidenskabelig rejse ad to spor, hvor vi med billeder, fortællinger og fællessange følger hønen og mennesket fra fødsel til død.
Med udgangspunkt i Anni Gamborgs glade og humoristiske hønse-malerier og Else Marie Drosts musiske og poetiske repertoire stiller makkerparret skarpt på den måde, vi mennesker vælger at leve vores liv på.

Luk