Menu

Kaj Madsen ny formand for SIF Fodbold

image Poul Erik Lykke (t.v.) takkede af efter seks år på formandsposten. Kaj Madsen (t.h.) tjekkede ind som ny formand for SIF Fodbold. Foto: Trine B. Jensen
Af Jørn Eriksen
09. marts 2016 kl. 23:46
69-årige Kaj Madsen blev valgt til ny formand for SIF Fodbold på generalforsamlingen onsdag aften 9/3, hvor Poul Erik Lykke takkede af efter seks begivenhedsrige år på formandsposten. Læs mere her...

Det blev en gammel kending af klubben, der blev trukket op af hatten, da de omkring 30 fremmødte inklusiv den aktuelle besætning i bestyrelsen på generalforsamlingen i SIF Fodbold nåede til pkt. 5 på dagsordenen onsdag aften 9/3 2016.

Pkt. 5 hed: Valg af formand - Poul Erik Lykke genopstiller ikke.
Og bestyrelsen havde gjort et forarbejde ved at køre en kandidat i stilling, og da der ikke var andre formandsemner blandt de fremmødte, så blev Kaj Madsen enstemmigt og under klapsalver valgt til ny formand for SIF Fodbold.
- Det er en mand, vi har stor tillid til, sagde Poul Erik Lykke blandt andet i tilløbet til præsentationen af den nye formand.

- Jeg er 69 år, og jeg vil gerne gøre en indsats for klubben, hvis man vil have mig til det. Jeg har tidligere været medlem af bestyrelsen i et år og også tidligere været inde omkring sponsorarbejdet i klubben, sagde Kaj Madsen, der har boet i Støvring gennem de seneste 15 år - hustruen Kaja har gennem flere år været initiativtager til salget af juledekorationer i SIF-regi.

Forinden havde den afgående formand, Poul Erik Lykke, aflagt sin beretning, og Heidi Balle Aaen fra klubbens bestyrelse havde fremlagt et regnskab for 2015, der viste, at SIF Fodbold efterhånden er blevet en 2,3 millioner kroners forretning.

Der var i 2015 indtægter for 2.332.214 kroner. De samlede udgifter var på 2.136.207 kroner.
Det gav et resultat før cafeteriadrift på 196.007 kroner, og da det sidstnævnte gik i 0, blev årets resultat før ekstraordinære poster 196.007 kroner.
Henlæggelser på ialt 165.000 kroner - 100.000 kr. til kunstgræsbanen, 50.000 kr. til renovering af klubhus og 15.000 kr. til tøjtryk-initiativ - betød, at årets resultat blev 31.007 kroner.

Mere om både formandsberetning, regnskab og meget andet fra generalforsamlingen i andre indlæg, der er i støbeskeen - et egentligt referat skal det også nok blive til med tiden. Det samme gælder en opsamling på generalforsamlingen i Støvring Kunstgræsbane Forening af 2014.

To bestyrelsesmedlemmer i SIF Fodbold, Trine B. Jensen og Jens Munk Nielsen, var på valg og modtog genvalg. Brian Bloch og Henrik Pilgaard fortsatte som 1. og 2. suppleant til bestyrelsen. Der var også genvalg til revisorerne Laurits Høeg og Ole Dupont.

 

 

 

Luk