Ærgerligt punktum på eventyrlig sæson
Kampen blev afviklet med meget høj intensitet og nøjagtigt som de tidligere opgør mod Aars blev det et meget fysisk betonet opgør – hvilket desværre passer bedst til Aars selv om der ikke var en finger at sætte på SIF-pigernes indsats.
Morten Henriksen - succestræner for pigerne - runder her sæsonen og kampen af:
- Vi var det klart bedst boldspillende hold og med gode gennemspillede angreb kunne vi allerede i 1. halvleg have afgjort kampen til egen fordel.
- Det blev dog ”kun” til 2 scoringer – begge sat ind af Emma Friis Schau fra hendes til kampen nye plads som midtangriber. Hun fik også helt fortjent fidusen efter kampen med hele 9 stemmer.
- 2. halvleg blev lidt en gentagelse af tidligere opgør – vi har sejren inden for rækkevidde, og så scorer Aars. Og denne gang nok til at tage sejren, hvor de 2 tidligere opgør er endt uafgjort. Og denne gang er det svært ikke at være skuffet over resultatet, da vi klart havde fortjent sejren.
- Sæsonen som helhed har dog været langt over det forventelige. Holdet kom først op at stå hen over sommeren, og udgangspunktet var at vi skulle spille lidt bold og hygge os med det. Nok ville vi gerne vinde hver gang vi gik på banen, men resultatet fyldte ikke meget efter kampene inden midtvejsombrydningen.
- Alligevel stod vi ved midtvejsombrydningen med en oprykning til Liga 1, og udsigt til nogle kampe på højt niveau. Som trænere har Buster og jeg været utroligt stolte af at spillerene tog udfordringen op og har givet alt i kampene.
- Samtidigt har der udenfor banen og til træningen været et godt sammenhold og god stemning. Kampmæssigt var det absolutte højdepunkt naturligvis sejren over Fortuna Hjørring, som ingen på forhånd havde forventet.
- Tak til pigerne for gode oplevelser gennem efterårssæsonen 2020. I er sgu seje!