Fin efterårssæson hos U 13-drenge
Andetholdet hos U 13-drenge, der vinker farvel til 8:8-kampene efter dette fodboldefterår for at tage hul på 11:11-kampe i foråret 2017, sikrede sig i den forgangne weekend definitivt førstepladsen i deres U 13 1-pulje takket være en 16-0-sejr hjemme over Aalborg Freja fra den anden ende af tabellen.
Og samtlige 19 puljevindere i U 13 1 - plus de 7 bedste to'ere på tværs af puljerne - sikrer sig oprykning til forårets U 13-drenge Mesterrække. SIF-andetholdet i U 13 1 slutter i øvrigt efteråret af onsdag 12/10 kl. 17.15 på udebane mod Svenstrup-Godthåb IF, og inden den slutkamp kan SIF-gutterne se tilbage på ni kampe uden nederlag - otte sejre og en uafgjort samt en samlet målscore på 52-11.
U 13-førsteholdet i Mesterrækken indtager inden sidste spillerunde hjemme mod Dronningborg Boldklub (DB) lørdag 15/10 kl. 10.00 andenpladsen i deres pulje, men Hadsund/ASV har sat sig solidt på titlen som puljevinder, og SIF-holdet kan uanset udfaldet af lørdagens opgør mod DB ikke blive en af de to bedste to'ere på tværs af de 12 Mesterrække-puljer, der gør de 12 puljevindere følgeskab op i forårets U 13 Vest 2.
Efterårets første 9 kampe har hastet 15 point af sig til SIF-mandskabet, og det er for få til at blande sig i striden om toer-oprykningen fra U 13 Mesterrække.
Og så har tredjeholdet i U 13 C-rækken i regi af DBU Jylland Region 1 (Nordjylland) udviklet sig fint hen over efteråret.
- Det er superflot, at andetholdet vinder deres U 13 1-pulje. De har været overlegne i mange af spillets facetter i de fleste af deres kampe, og der har været fin stemning hele vejen igennem, siger Thomas Jensen, cheftræner for U 13-drengene i SIF Fodbold.
Førsteholdet i U 13 Mesterrække kan slutte på alt fra anden- til fjerdepladsen afhængig af sidste spillerunde i en pulje, hvor Hadsund/ASV har afvist alt og alle og gået igennem de første ni kampe uden nederlag.
- Jeg glæder mig rigtig meget over, at U 13-tredjeholdet i C-rækken har udviklet sig supergodt hen over efteråret. De har virkelig udviklet deres spillemæssige kompetencer og spiller nu rigtig god fodbold som hold. de sluttede af med at hente fire point i deres to sidste kampe, den sidste en 7-0-sejr, fortsætter Thomas Jensen.
Han har fået solid hjælp af træner-kvintetten Mads Stenstrop, Jess Gregersen, René Hartung, Brian Jensen og Rasmus Olsen i det for U 13-drengene fine efterår 2016. De seks har lidt på skift haft kampansvaret for andetholdet i U 13 1.
- Det er til gengæld fem forældre-trænere, der har haft tredjeholdet i C-rækken kampmæssigt, mens vi trænere på skift har været dommere til hjemmekampene, og jeg vil gerne sige stor tak til de fem forældretrænere, hvis assistance har været fantastisk for alle i U 13-drengeafdelingen, slutter Thomas Jensen.
Han fortsætter efter sommerferien næste år som cheftræner for årgangen, når spillerne bliver U 14-drenge og får - som tidligere beskrevet i dette regi - Allan Agerboe Outzen - p.t. assistenttræner for U 16-drenge - som assistenttræner til den tid.
Læs mere om U 13-drengenes overgang fra 8:8-fodbold til 11:11-fodbold i foråret 2017 herunder, link til DBU Jylland:
http://www.dbujylland.dk/Nyheder/2016/Oktober/U13_11v11_til_foraaret