Menu

Fra U 15-JM-triumf til barsk U 18-udlæg

image U 18-cheftræner René Qvist - med JM-trofæet i hænderne - omringet af de U 15-spillere, der blev jyske mestre i Mesterrækken før sommerferien. De skal nu være en del af U 18-afdelingen, der har hold med i U 18 Vest og U 18 Mesterrække.
Af Jørn Eriksen
08. august 2016 kl. 14:30
De U 15-piger, der blev jyske mestre i Mesterrækken lige før sommerferien, dribler forbi U 16 i efteråret og kommer til at udgøre en stor del af den U 18-afdeling i SIF Fodbold, der skal have hold med i både U 18 Vest og U 18 Mesterrække. U 18 Vest har efterårspremiere tirsdag aften 9/8 kl. 19.00 hjemme mod FC Thy Piger. Læs mere her...

De skulle egentlig have været med i U 16 Vest-piger i den forestående efterårssæson, men nu står den altså på U 18 for de U 15-piger i SIF Fodbold, der blev jyske mestre med førsteholdet i Mesterrækken og puljevindere med andetholdet i U 15 1 inden sommerferien.
Klubben har nemlig besluttet at lade U 16-pigerne spille U 18, så man kan mønstre to stærke hold i U 18-afdelingen og få samlet flest mulige spillere i aktion på fornuftig vis, og førsteholdet i U 18 Vest har efterårspremiere tirsdag aften 9/8 kl. 19.00 hjemme mod FC Thy-piger, mens andetholdet i U 18 Mesterrække spiller efterårets første turneringskamp hjemme på søndag 14/8 kl. 12.00 mod Aalborg KFUM.

- Der er ikke noget, der hedder U 17 og U 19 mere hos pigerne. Nu hedder det U 16 og U 18, og de U 15-piger, der blev jyske mestre i Mesterrækken sidst i juni, skulle egentlig have været med i U 16 Vest. Nu har man taget en beslutning om at samle U 16 og U 18 under ét i U 18, hvor der bliver to hold, siger René Qvist, cheftræner for U 18-pigerne og styrmand for U 18 Vest-holdet.

- Vi spiller også igen på søndag hjemme mod Fortuna Hjørring, og vi lægger dermed ud mod to af de formodede topkandidater i U 18 Vest-puljen. FC Thy havde søgt om Liga-status men fik det ikke, og Fortuna-mandskabet er deres Liga-reserver.
- For os bliver denne sæson en udviklingssæson, hvor der skal bygges videre på det, vi opnåede som U 15- og U 17-piger. Vi vil selvsagt gerne vinde så mange kampe som muligt, men vi har en forsigtig målsætning om resultatmæssigt at kunne slutte som et midterhold. Vi vil gerne overraske, men vi må se, hvordan det hele udvikler sig, fortsætter René Qvist, der var SIF-cheftræner for U 14-, U 15 og U 17-piger inden sommerferien.

27-28 spillere er det p.t. i U 18-pigeafdelingen, heraf kommer de 17-18 fra den U 15-afdeling, der gjorde det så glimrende i foråret. Andetholdet i U 15 1-piger tryllede også med at blive kredsvindere. De øvrige spillere var U 17-spillere inden sommerferien.

- Vi må bruge op til fem førsteårs-seniorer på holdene, og det må se vi, om vi får brug for, men vi stiller i U 18 Vest med de bedste spillere uanset alder. Hvis U 16-spillerne er bedst, så kommer de med, fastslår Rene Qvist.

U 18 Vest er højeste niveau under DBU Jylland i årgangen. U 18 Ligaen er landsdækkende og hører under DBU. U 18 Mesterrække er næsthøjeste niveau i DBU Jylland-regi, så en hård seedning for de to SIF-hold hos U 18-pigerne.

- Skader har sat to spillere ud af spillet, så der er stadig plads til flere i U 18-afdelingen til de to hold, når man skal tage i betragtning, at der kommer afbud og skader hen over efteråret, pointerer René Qvist.

Han får Jens Munk Nielsen, medlem af bestyrelsen i SIF Fodbold, som andetholdstræner for mandskabet i U 18-piger Mesterrække i dette efterår.

U 17-pigerne (foto herover) tryllede også gang på gang i forårssæsonen 2016. 10 kampe, 30 point og en målscore så flot som 47-3. Det gjorde dem til stensikre kredsvindere, og de U 17-spillere udgør - som nævnt - nu i efteråret U 18 sammen med de spillere, der var U 15 før sommerferien.

Hos "de nye" U 15-piger - en kombination af U 14- og U 15-piger - er det Per Andersen og Morten Henriksen, der styrer løjerne som trænere i den forestående efterårssæson. Førsteholdet skal spille i U 15-piger Mesterrække, mens andetholdet er at finde i U 15 1-piger.

Luk