Menu

Sejr på 3-0 til U 18-piger Vest

image Julie Frank - her i et gennembrud - lavede hattrick, da U 18-pigerne i U 18 Vest slog Fortuna Hjørring 3-0 i anden spillerunde. Foto: U 18-piger
Af René Qvist
16. august 2016 kl. 13:15
Hattrick af angriberen Julie Frank sikrede U 18-pigerne en stensikker 3-0-sejr over Fortuna Hjørrings U 18 Liga-reserver i anden spillerunde i U 18-piger Vest. Samlet en god kollektiv SIF-indsats, hvor spillerne gav den gas i nærkampene. Her samler U 18-cheftræner René Qvist op på sejren - læs mere her...

Søndag 14/8 skulle U 18-pigerne spille kamp nummer to efter nederlaget til FC Thy Piger i premieren i U 18 Vest. Næste modstander var Fortuna Hjørrings U 18-Ligareserver. Så vi var spændte på kampen, men troen på point var til stede.

Vi fik en drømmestart. Allerede efter 2 minutter kom vi foran ved Julie Frank. Hun blev sendt i dybden, og hun løb fra Fortunas bagkæde, der stod lidt højt og en sikker scoring af Julie Frank.
Vi satte os mere og mere på spillet, dog uden at komme til de helt store chancer. Meget af spillet stod midt på banen, og SIF-pigerne viste meget mere vilje end i sidste kamp Og midtbanen bed fra godt fra sig, og vi vandt mange af vores nærkampe. Vi havde lært meget af sidste kamp omkring den fysiske del af spillet - at man godt må give den gas i nærkampene.

I det 32. og 34. minut havde vi et par rigtigt gode hjørnespark fra Anne, der med lidt held havde kastet en scoring af sig. Fortunas første store chance kom på et frispark i halvlegens sidste minut, men Thilde var på plads i målet og fik klaret forsøget med en god redning.

Efter pausen sadlede vi lidt om og gik lidt højere op på banen. Vi skulle stadigt give den gas i nærkampene og blive ved med at turde spille bolden rundt. Så skulle vi nok komme til flere chancer.

Knap var anden halvleg begyndt, inden Mia Spanggard kom fri. Dommeren fløjtede for offside, en kendelse vi ikke var helt enige i.
Efter 12 minutter kom forløsningen, en godt spillende Cecilie Liltorp på midtbanen, sendte Julie Frank afsted mellem deres back og bagerste. Julie fik i en god nærkamp viftet backen af, og køligt sparkede hun den i mål. Et flot mål og en fortjent føring, da forsvaret med Anne Kibsgaard, Julie Thomsen og Katrine Stenvang holdt Fortuna fra chancer.

Der skulle kun gå 10 minutter inden, Julie Frank fik scoret sit tredje mål i kampen. Et flot opspil helt nede fra Thilde i målet, ud til Anne på backen, som fandt Majken Frost på midten. Majken fandt Liltorp med en bold, der satte tre mand af på midtbanen. Liltorp kunne for anden gang i kampen sende Julie afsted mod målet og en ny sikker scoring til 3-0-føring.
En super flot scoring, der var lige efter bogen - og netop efter en opskrift, hvor vi turde spille hurtigt og langs græsset.

Kort efter var vi lige ved at komme foran 4-0, da Mathilde Holmgaard kom afsted og fik bolden spillet forbi Fortunas keeper ind til Julie foran målet. Julie måtte bruge et par træk for at komme til afslutning, og der var keeperen kommet tilbage og reddede flot. Liltrop fik også en stor chance på en friløber på et godt frispark fra Anne, der sendte den i bagrummet, men igen kom deres keeper godt ud.

En fuldt fortjent sejr til Støvring-pigerne i U 18 Vest-rækken og en sejr, der giver lidt optimisme inden næste kamp. Vi skal først spille igen om to uger, så der bliver tid til at træne godt og få bygget på vores spil.

Følgende SIF-piger startede kampen i U 18 Vest mod Fortuna: Thilde Møller, Anne Kibsgaard, Julie Thomsen, Katrine Stenvang, Sisse Holmgaard, Mathilde Holmgaard, Tanja Pedersen, Kathrine Djurhuus, Cecilie Liltorp, Majken Frost, Julie Frank. Bænken: Mia Spanggaard, og Emma Stegenborg.

Med sportslig hilsen
René Qvist, cheftræner for U 18-pigerne i SIF Fodbold

 

Luk