Menu

U 17-drenge holdt stand i 10 minutter

image Jakob Jensen - cheftræner for U 17-drenge i SIF Fodbold. Arkivfoto
Af Jakob Jensen
21. september 2016 kl. 10:34
U 17-drenge fra U 17 Vest måtte agere boksebold, da AaB fra U 17 Ligaen gæstede Støvring Stadion tirsdag 20/9 i tredje runde af DBU Jyllands Pokalturnering. 0-10 blev slutcifrene, og med hos gæsterne var de to tidligere SIF-spillere Anders Bloch Bærtelsen og Mikkel Konnerup. Her samler U 17-cheftræner Jakob Jensen op på opgøret...

Tirsdagens pokalkamp imod AaB fra U 17 Ligaen på Støvring Stadion blev som ventet en kamp imod overmagten.
Først i kampen var vi egentlig ok med, og vi forsøgte at spille os ud af deres høje, høje presspil, men det var kun de første 10 minutter, vi kunne holde nullet. Så scorede de kampens første mål på et direkte frispark henover muren og op i målhjørnet. Anders Bloch Bærtelsen stod for den fuldtræffer.

Og derefter var vi vel kun på oppe på deres banehalvdel en tre-fire gange mere i den halvleg, hvor vi forsøgte at sparke lange bolde frem til Gustav Midtgaard. Det gav os dog ingen målchancer overhovedet, og AaB scorede da også yderligere fire gange til pausestillingen 0-5.

Anden halvleg lignede desværre første, nu bare med endnu mere højt pres på os. Der gik da heller ikke længe, før de scorede igen, og de fik også sat fem kasser ind i anden halvleg til slutresultatet 0-10.

Et stort nederlag, men vi må bare erkende, at AaB er vildt gode, og med deres fantastiske presspil fik vi ikke et ben til jorden, og de kunne endda godt have scoret et par mål mere.
Vi skulle også helt hen i det 70. minut, før vi får vores første skud registreret i skudstatistikken. Med lidt god vilje kalder vi det en lille “chance”, da Kasper Pedersen trykkede af fra 30 meters afstand, men AaB-målmanden greb bolden på sin eneste aktion i anden halvleg.

Pokalen er slut for i år, og vi kan nu koncentrere os om de sidste fire kampe i DBU Jylland-turneringen i U 17 Vest, som ser utrolig spændende ud.
Mere eller mindre alle hold er i spil til både op- og nedrykning, og på lørdag 24/9 gælder det rækkens nummer et, LKB/VFB/RKG (LKB Gistrup/Vaarst-Fjellerad og RKG Klarup).

Med sportslig hilsen
Jakob Jensen, cheftræner for U 17-drenge i SIF Fodbold

Luk